For mig er der stadigvæk noget magisk over, at vi kan kommunikere med dyr!

I tegnefilmen om Snehvide, er det et tegn på Snehvides milde væsen og gode hjerte, at skovens dyr flokkes om hende. Det er et drømmescenarie for mange af os, at de vilde dyr vil være lige så tæt på os, som vi er tiltrukket af at være tæt på dem.

Jeg er opvokset med dyr – hunde, kaniner, marsvin, fisk skildpadder – jeg havde sågar en strømpebånd-sno på et tidspunkt.

Har i mine unge år stillet mange spørgsmål til det med dyr og at spise dyr. Jeg havde taget jagttegn og ligeledes være vegetar i en periode som ung. 

Men jeg forestillede mig aldrig, at jeg havde evnerne til at tale med dyrene. 

Jeg har aldrig følt, at jeg var tættere på naturen eller dyr end andre. Tværtimod har jeg boet i byen – i København hele mit voksne liv. Friheden til at rejse og bo i udlandet, hvis jeg spontant skulle få lyst til det, var meget vigtigere end at have et dyr, jeg skulle passe på.  

Kærligheden kom med en kat

Hver sommer de sidste mange år, har jeg besøgt et fjeld i nærheden af mit sommerhus i Island, Helgafell og ønsket mig noget. Helgafell er en form for ønskefjeld. Hvis man bestiger det i tavshed, uden at se sig over skulderen og kigger mod øst på toppen, så må man ønske sig noget. Det var næsten altid en mand, som jeg var forelsket i på det givne tidspunkt, jeg ønskede mig – jeg havde oplevet, at jeg plejede at få, hvad jeg ønskede mig, men at det ofte slet ikke var så lykkeligt at få det, som jeg fantaserede om.

Så en sommer ønskede jeg mig bare mere kærlighed i mit liv – ligegyldig i hvilke form den måtte vise sig.

Allerede om foråret var jeg begyndt at gå på kurser I CHAI, et tantrasted i København, hvor man arbejder med at åbne hjerter. Og mit hjerte åbnede vitterligt at øvelserne og menneskerne jeg mødte der.

Blandt andet viste det sig ved, at jeg en aften gav noget af min hjembragte falafel til en hjemløs stor killing, som havde boet i min gård i ca. tre måneder.

Jeg har aldrig kunnet lide katte. Deres udtryksløse ansigter og egensindighed har jeg simpelthen ikke fundet særlig charmerende eller indtagende. Men pludselig var jeg blevet små-altruistisk og rendte rundt med åbent hjerte og havde også lidt at give af til et dyr, som jeg ikke havde specielt lyst til at komme tættere på. Jeg var selvfølgelig også bange for at den ville klæbe til mig, hvis jeg begyndte at fodre den.

Jeg havde dog lagt mærke til, at det ikke kun var mig, den klæbede til, lige så snart jeg kom ind i gården – det var alle beboerne, som den prøvede at charme sig ind på. Den var underernæret og parat til at gå med alle hjem – men der var ingen, som tog den til sig.

Det var en mørk, regn- og stormfuld oktoberaften. Jeg sad hjemme med en veninde og arbejdede. Den hjemløse killing sad ude i regnen og miavede skingert. Det havde den ofte gjort før og jeg tænkte ikke nærmere over det. Men min veninde gik ud for at købe slik og kom hjem med katten under armen. Og ligesom den gjorde ude i gården, så prøvede den nærmest at kravle ind i os. Den var kontaktsøgende ud over det sædvanlige.

I dagene der fulgte lukkede jeg den ud om natten og besluttede mig for at, hvis den ikke kom tilbage, så var det det.

Men hver morgen var den igen udenfor min hoveddør. Jeg ringede til Ingers kattehjem for at finde ud af, hvordan jeg kunne finde et forsvarligt sted til den. Jeg fremlyste den på nettet og tog den til dyrlægen for at finde ud af om den var chippet og hvordan det stod til med dens sundhedstilstand.

Fra en til fem på otte uger

En dag den var hjemme i lejligheden miavede den på en uudholdelig måde, og jeg lukkede den ud i gården – senere måtte jeg sande at det miav handlede om første løbetid og katten fik tiltrukket en hankat og lod sig bedække midt i gården – der var ligesom ikke tvivl om, hvad, der foregik.

Jeg stoppede overvejelserne om, hvor hun skulle afsættes – forestillede mig, at hun fik killinger i en kasse hos Kattens Værn og det ville alligevel være for synd.

 

Så efter otte uger, havde jeg fem katte. Fire af dem hang ret hurtigt i mine gardiner og var små kærligheds-pels-kugler. 

Så det var det Gud besluttede sig for at sende mig, da jeg oppe på Helgafell bad om mere kærlighed i mit liv!

Hun var væk!

Efter Myrra, som jeg valgte at kalde hende, havde fået killinger gik hun ikke særlig meget ud i gården længere. Det var som om hun havde fået nok af det frie liv og bare nød at være inde – i tryghed, hvor hun ikke skulle kæmpe for maden.

Alligevel lukkede jeg hende ud af og til – og når det skete, holdt hun sig indenfor en radius af tyve meter fra min hoveddør.

Men en dag, var hun ikke i gården længere. Det var underligt, for hun havde fået det her ret så gennemgående mønster med kun at være lige i nærheden. At gemme sig under et lille legehus, hvis jeg lige var ude at handle ind eller andet. Men den dag var hun væk.

Jeg sov på det og tænkte at, hvis hun var ude at gå en tur, så ville hun være tilbage dagen efter. Men nej! Hun var væk! Jeg fremlyste hende på nettet. Hængte plakater op med billede af hende på hele Christianshavn. Ledte i kældre, på lofter.

Finkæmmede Christianshavn og studerede alle de vilde katte nøje – skulle en af dem vise sig at være hende. Det var som om jeg forsøgte at finde hende i dem alle sammen. Jeg skulle ligesom være meget sikker og var parat til at lave lidt om på min erindring af hende, for at kunne gå hjem med en kat – ånde lettet op og slappe af.

 

Men der var ingen af dem, som var hende. Folk ringede til mig fra forskellige steder og sagde, at de havde set min kat – jeg cyklede af sted og så katte, som havde mange lighedstegn med Myrra, men som var helt fremmede.

Efter 6 dage, var jeg så deprimeret, passiv og uden håb at min veninde kom forbi og hev mig ud igen for at lede. Jeg måtte ikke give op. Det regnede og vi væltede rundt ude på de smattede volde på Christiania og kaldte på hende.

Til sidst gav jeg vitterligt op. Jeg gav slip. Jeg var træt og kunne ikke mere. Det var også som om, jeg havde en anelse, hver gang jeg gik op på et loft: hun er ikke her! Eller ude i et naturområde: hun er ikke her! Men jeg havde brugt udelukkelsesmetoden – ville tjekke alt, jeg kunne komme i tanke om igennem.

Første telepati

Som jeg gik der i regnen og muderet på voldene og var helt blank, så jeg pludselig en indre film af, hvordan hun havde prøvet at komme ud af en kælder. Hun skrabede mod døren. Jeg så, hvor kælderen var og så sågar, at hvis jeg gik direkte derhen, så ville der være en dame med en nøgle udenfor.

Jeg gik i strækmarch hen til den kælder, jeg så hende i. Min veninde kom småløbende efter mig – og rigtig nok, så var der en dame udenfor, som gik med en barnevogn og som havde en universalnøgle. Myrra sad sammenkrøbet i et hjørne i kælderen og udbrød små jamrende maiver, da hun så mig.

Igen var hun helt underernæret, for anden gang mens jeg havde kendt hende. Men jeg var så lettet over at have fundet hende. Det hele var en overvældene oplevelse. At jeg oplevede, hvor meget kærlighed jeg havde til hende og at hun havde vist mig, at jeg kunne telepatere med dyr.

Da jeg begyndte på Kit Benlolos dyreclairvoyanceskole, var det mest for at møde nogen, som havde oplevet det samme, som jeg. Og det er meget befriende må I forstå, hvis man har haft sådan en oplevelse at kunne dele den med nogen, som synes, det er det mest normale i verden og selv har lignende historier.

Jeg endte med at tage hele uddannelsen, som I ved – det var ikke min plan at blive dyreclairvoyant, men det, at vi kan telepatere med dyr, er så magisk og åbner op for så mange spørgsmål og oplevelser, at jeg ikke kan lade det ligge.

Tak fordi I er med på rejsen!